Rabarbercrumble med mysli er en lækker og nem dessert, som smager skønt af sommer. Den tager ingen tid at lave. Så det er en af de slags opskrifter, der er perfekte, hvis du ikke gider at stå i køkkenet alt for længe.
Den består af rabarberkompot og mysli – that’s it! Hvis du ikke er i humør til at lave en hjemmelavet mysli, så gå efter en honningristet købeversion. Det fungerer også rigtig fint.
Nem rabarbercrumble
Rabarber crumble er en sommerting, og det er et hit hos både store og små. Den vil være rigtig god som afslutning til en grill-aften. Men den er samtidig så nem, at hvis der skulle stå akut kage-lyst en eftermiddag, så er den færdig på under 35-40 minutter 🙂
Rabarbercrumble med mysli kan serveres som den er, men jeg kan varmt anbefale at servere kagen med en klat græsk yoghurt eller creme fraiche til. En kugle vanilje-is vil helt sikkert også passe godt til den lækre crumble.
En glutenfri og laktosefri version
Hvis du har lyst, så kan denne opskrift på rabarbercrumble sagtens laves uden gluten og laktose. Blot sørg for at anvende glutenfri havregryn – eksempelvis disse her. Hvis du serverer creme fraiche til, så husk at vælge en udgave uden laktose.
Rabarbercrumble med mysli
Ingredienser
- Rabarberkompot:
- 350 gram rabarber
- 125 gram rørsukker
- Mysli:
- Ca. 5 dl honningristet mysli hjemmelavet eller købt. Herunder får du en hjemmelavet version.
- 1 dl hakket mandler
- 1 dl hakket hasselnødder
- 2 dl havregryn
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl flydende honning
- 1 spsk olie
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 180 grader alm. ovn.
- Rengør rabarberne og skær dem ud i 1-2 cm store stykker.
- Vend dem med rørsukker og kom det efterfølgende i et fad.
- Dæk fadet rabarber med et stykke bagepapir og herefter folie henover. Bag i ovnen i 20 minutter.
- Mens rabarberkompotten bages i ovnen, tilberedes myslien (hvis du tager den hjemmelavet version).
- Mysli:
- Bland alle tørre ingredienser sammen i en skål.
- Varm olien op på en pande og tilsæt de tørre ingredienser.
- Vend godt rundt og tilsæt honningen.
- Skru ned til middelvarme, sørg for at røre rundt undervejs indtil myslien er blevet ristet af og gyldent.
- Når rabarberkompotten har bagt i 20 minutter, fordeles myslien ud over.
- Sæt fadet tilbage i ovnen og bag yderliger ca. 15 minutter.
- Rabarbercrumblen kan både serveres lun eller kold.
Andre opskrifter med rabarber
Hvis du har lyst til at afprøve andre opskrifter med rabarber, så kan du prøve disse rabarbermuffins med marcipan, der smager skønt og er nemme og hurtige at lave. Eller denne rabarberkage med hvid chokolade og marcipan, der også er en let og lækker kage.