Hvis du elsker cookies, er der gode chancer for, at denne cookiekage med chokolade bliver en ny favorit. Der er tale om en kæmpe cookiekage fyldt med chokolade og nødder, som er sprød og chewy på ydersiden, men blød og saftig indeni. What’s not to like? Det er i hvert fald en af mine personlige favoritter, og det er der flere grunde til.
Cookie kage der kan bages dagen før
For det første kan denne kage nemt bages dagen i forvejen, hvilket gør den til et praktisk valg, hvis du har travlt på selve dagen. Kagen holder sig sprød og lækker. Derudover kan kagen skæres i store eller små stykker, så den passer perfekt til enhver anledning – fra en hyggelig kaffepause til en festlig fejring. Hvis jeg bager den her cookiekage med chokolade dagen i forvejen, opbevarer jeg den afkølet i en lufttæt beholder.
Nem kageopskrift
En anden grund til at denne cookiekage med chokolade er en favorit hos mig, er på grund af letheden. Det er en kage lavet på samme dej, som du normalt ville bruge til at bage cookies. Forskellen er dog, at dejen ikke formes til små kugler og bages som individuelle cookies, men derimod presses ud i en form og bages som én hel kage. Jeg bruger en springform i samme størrelse som denne. Resultatet er en dessert, der er sprød og chewy på ydersiden, men blød og saftig indeni.
Cookiekage med chokolade og nødder
Ingredienser
- 110 g sukker
- 130 g brun farin
- 140 g blødt smør
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 æg
- 250 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 100 g hakket mælkechokolade
- 75 g hakket hasselnødder
Sådan gør du
- Pisk sukker, brun farin, smør og vaniljesukker sammen.
- Tilsæt ægget og pisk det godt sammen.
- Bland hvedemel og bagepulver i og rør dejen godt sammen.
- Tilsæt revet 2/3 af den hakkede chokolade og 2/3 af de hakkede nødder i dejen og rør/ælt rundt.
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Put bagepapir i en form (cirka 23-24 cm i diameter) og fordel cookiedejen i bunden. Pres dejen ud, så den fylder hele bunden.
- Kom resten af chokolade og nødder ovenpå og pres lidt ned i dejen. Bag kagen i ca. 20 minutter. Den kan godt føles en kende underbagt, når den tages ud af ovnen. Men når kagen har fået lov til at stå og sætte sig, vil cookiedejen blive sprød og lækker.
Tips til variationer: Cookiekage med Nutella
Det fantastiske ved cookiekagen er, at den kan tilpasses til enhver smag. Det betyder også, at du her på Cakewoman.dk ikke kun finder en cookiekage med chokolade og nødder, men du kan faktisk gå ombord i flere variationer, blandt andet:
- Cookiekage med Nutella: Den er sprød udenpå og blød indeni med et skønt lag Nutella.
- Cookiekage med Oreo og Daim: En nem kage, der kræver få ingredienser og kan bages dagen inden servering.
- Cookiekage med skildpaddefyld: En lækker kæmpe cookiekage med skøn skildpaddefyld.
Cookiekage opskrift – et hit hos hele familien
Cookiekagen er populær, fordi den kombinerer lethed og lækkerhed. Den er nem at lave og et hit blandt både børn og voksne. Næste gang du har brug for en lækker og let dessert, så prøv denne skønne cookiekage – du vil ikke blive skuffet!