Frossen Toblerone cheesecake med Oreos er en nem og skøn dessertkage. Ideen til kagen opstod, da jeg havde lyst til Toblerone-is OG kage. Og da jeg synes, at cheesecakes er super lækre, så tog ideen ligesom form 🙂
Jeg har allerede et par cheesecake-opskrifter på Cakewoman.dk, prøv f.eks. Citroncheesecake med Oreos, Maltesers og bær, Cheesecake med chokoladekagebund, citronfromage og hindbærfromage eller Julecheesecake med brunkage og brændte mandler
Toblerone cheesecake med Oreos
En almindelig cheesecake består for det meste af tre lag: Kiksebund, flødeostfyld og gele på toppen. Jeg er ikke fan af gele på toppen, så jeg plejer at pynte mine cheesecakes på andre måder. I den her udgave har jeg både puttet Oreos på toppen og i bunden af kagen. Derudover har jeg pyntet med friske hindbær, som passer godt sammen med Toblerone-smagen.
Når kagen skal serveres, så husk at tage den ud 15 minutter før servering. Så er den meget lettere at skære ud. God fornøjelse 🙂
Ingredienser
- 3 æg
- 3 dl fløde
- 200 gram flødeost
- 200 gram Toblerone
- 1 rulle Oreos (154 gram)
- Friske hindbær til pynt
Instruktioner
- Smelt Toblerone-chokoladen over vandbad.
- Skil æggehvider og blommer fra hinanden.
- Pisk æggeblommer sammen med flødeosten til en ensartet masse.
- Bland den smeltede Toblerone-chokolade i.
- Pisk fløden til blød skum og rør i.
- Pisk æggehviderne stive og vend det i chokoladeblandingen.
- Knus kiksene groft og hæld halvdelen i bunden af en springform (20 cm) eller en justerbar kagering (husk at beklæde formen med bagepapir i bund og kageplast langs siden).
- Hæld Toblerone-massen over kiksene.
- Strø resten af kiksene over, og stil kagen på frys i minimum 5 timer.
- Tag kagen ud af fryseren 15 minutter, før den skal serveres.
- Pynt med hindbær.

Kan jeg lave den i en lille bradepande? 🙂
Hej Trine 🙂
Det vil jeg sagtens mene, du kan.
Bunden er ikke fast på samme måde som i en almindelig cheesecake. I den her udgave er det bare stykker af Oreos, der er spredt nederst.
Så det er mest ‘looket’, det bliver anderledes, hvis du laver den i en bradepande 🙂
Rigtig godt nytår! 🙂
De bedste hilsner
Julie, Cakewoman.dk
Hvornår skal fløden i? 🙂
Beklager mit sene svar, Trine!
Men kan godt se, at det manglede i opskriften. Det er rettet til nu.
De bedste hilsner Julie 🙂