Brug for en nem og lækker dessert, der både ser imponerende ud og smager fantastisk? Så skal du lave den her lækre citron cheesecake med Oreos i bunden og Maltesers og søde bær på toppen. Det er en dessert, der passer perfekt til både gæster, fødselsdage, højtider eller bare når du har lyst til at forkæle dig selv og dem, du holder af.
I denne cheesecake er der brugt knuste Oreos i bunden, som giver en sprød og chokoladefyldt kontrast til den bløde og cremede ostecreme. Ostecremen er klassisk i sin opbygning, men smagt til med frisk citron, som giver kagen et let og friskt udtryk. Citronen balancerer den søde fyldighed og gør cheesecaken mindre tung, hvilket gør den ekstra lækker – også efter et godt måltid.
Toppen af kagen er pyntet med Maltesers og søde bær. Maltesers bidrager med både knas og en mild chokoladesmag, mens bærrene tilfører friskhed, farve og en let syrlighed. Kagen er pyntet med spiselige guldflager, men det kan sagtens undlades, hvis du ikke har det til rådighed. De spiselige guldflager gør ikke noget ved smagen, men de giver et fint udtryk, som er perfekt, hvis kagen skal serveres til en særlig anledning. Uden guldflager er kagen stadig mindst lige så velsmagende – bare mere enkel i udtrykket.
Brug en kagering og kageplast
Når jeg bager cheesecakes, foretrækker jeg at bruge en justerbar kagering som eksempelvis denne her. Den kan, som navnet afslører, justeres og udvides, hvilket gør den utrolig alsidig. Selvom du kun har én kagering, har du altså et redskab, der kan bruges til mange forskellige kager og størrelser. Det gør den ideel til både små og store cheesecakes.
Derudover bruger jeg altid kageplast langs kanten af kagen. Alternativt kan man bruge husholdningsfilm, men jeg synes, det er langt lettere at arbejde med kageplast. Resultatet bliver pænere, og det er nemmere at fjerne plasten igen, når kagen er færdig. Jeg vil anbefale at bruge kageplast af kraftig kvalitet. Eksempelvis er denne rigtig god, da den står selv, og den ruller heller ikke sammen.
Citron cheesecake med Oreos uden husblas
En cheesecake uden husblas kan sagtens lade sig gøre, og det er denne opskrift et rigtig godt eksempel på. I stedet for husblas er konsistensen opnået ved hjælp af en velafbalanceret ostecreme og rigeligt med tid på køl. Når kagen har stået koldt i flere timer – gerne natten over – sætter ostecremen sig og bliver fast nok til at holde formen.
Resultatet er en cheesecake, der er nem at lave, ikke kræver opvarmning af husblas og stadig har en stabil og lækker konsistens. Den kan sagtens “stå selv”, når kageringen fjernes, og den er lige så smuk at servere, som den er velsmagende at spise.


Citron cheesecake med Oreos, Maltesers og bær
Ingredienser
- Bund:
- 2 pk Oreos ca. 300 gram
- 110 gram smør
- Fyld:
- 400 gram flødeost
- Saft fra 1 citron
- 100 gram flormelis
- 1 tsk vanilijesukker
- 2,5 dl piskefløde
- Pynt:
- Lidt Maltesers ca. 30-40 gram
- 100 gram blandet friske bær eksempelvis hindbær og blåbær
- Spiseligt guldstøv/guldflager kan undlades
Sådan gør du
- Bunden: Hak kiksene i en minihakker. Hvis du ikke har en minihakker, så kom kiksene i en pose og bank dem med en kagerulle.
- Smelt smørret og bland det godt sammen med de knuste kiks.
- Pres massen ud i en springform eller justerbar kagering (ca. 20-22 cm), der er placeret på det fad, du vil servere kagen på. Beklæd efterfølgende med kageplast rundt langs kanten. Stil bunden på køl, mens fyldet forberedes.
- Fyld: Kom flødeost, citronsaft, flormelis, vaniljesukker og piskefløde i en skål og pisk blandingen godt sammen til en ensartet creme.
- Fordel cremen over kiksebunden.
- Stil herefter kagen på køl, til cremen har sat sig (minimum 3-4 timer).
- Inden servering befries kagen fra formen+kageplast, og kagen pyntes med Maltesers, bær og guldflager.



