Marcipantærte med hindbærmousse er en skøn og lækker kage. Ind i mellem kan min kæreste godt synes, at min hang til chokolade og nutella kan tage overhånd. Ja, jeg forstår det heller ikke 😉 Men jeg vil jo gerne gøre ham glad, og det gør jeg bl.a. med sådan en kage som den her marcipantærte. For selvom det er en fyldig basse med mørdejsbund, marcipanfyld og hindbærmousse, så er den absolut ikke tung. Den her marcipantærte er dejlig sød med en frisk hindbærmousse ovenpå. Det er den perfekte dessertkage med et glas portvin til 🙂
Pynt med mandler og chokolade
Udover en mørdejsbund, marcipanfyld og hindbærmousse, så har jeg pyntet med dronningmandler og chokolade på toppen. Det smager dejligt sammen med kagen, og så giver det også et fint look. Dronningmandler er nok lidt en voksenting. Hvis du vil gøre kagen mere børnevenlig, så kan du eksempelvis pynte kagen med mælkechokolade og Smarties 🙂
Ingredienser
- Mørdej:
- 60 gram smør
- 45 gram flormelis
- 175 gram hvedemel
- 1 æg
- 1 nip salt
- Marcipanfyld:
- 50 gram smør
- 125 gram marcipan
- 60 gram sukker
- 1 stort æg
- Hindbærmousse:
- 2 blade husblas
- 1 tsk vaniljesukker
- 175 gram frosne hindbær
- 50 gram sukker
- 1 spsk citronsaft
- 1 dl fløde
- 50 gram skyr
- Pynt:
- Mørk chokolade
- Dronningmandler
Instruktioner
- Mørdej: Rør blødt smør, flormelis og salt sammen i en skål.
- Rør ægget i.
- Tilsæt hvedemel og saml dejen forsigtigt, undgå at ælte for meget i den. Når den er samlet, pakkes dejen ind i husholdningsfilm og lægges på køl i en time.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord med en kagerulle. Beklæd en tærteform (cirka 20 cm) med dejen og stil tærtebunden på frys i 30 min.
- Imens tærtedejen er på frys kan marcipanfyld og hindbærmousse forberedes.
- Marcipanfyld: Pisk smør, sukker og marcipan sammen til det er sammenhængende. Tilsæt ægget og rør det sammen med massen.
- Hindbærmousse: Læs husblas i blød i koldt vand i 10 minutter.
- Bring hindbær, vaniljesukker, sukker og citronsaft i kog i en gryde og lad det småkoge 3-4 minutter. Tilsæt husblas og rør det godt ud i hindbærblandingen.
- Si kernerne fra og lad blandingen køle lidt af.
- Pisk fløde til en let skum og rør skyr i.
- Rør lidt flødeskum/skyr ud i hindbærblandingen, og kom derefter resten i.
- Når tærtebunden har været på frost i 30 minutter, tændes ovnen på 175 grader alm. ovn.
- Fordel marcipanfyldet over tærtebunden og bag tærten i ovnen i 20-25 minutter.
- Lad herefter tærten køle af på køkkenbordet.
- Fordel hindbærmoussen over tærten og stil kagen på køl i minimum 3-4 timer.
- Før servering pyntes kagen med hakket, mørk chokolade og dronningmandler

Vild med hindbær i kager? Så kan du også prøve min cheesecake med chokoladekagebund, citronfromage og hindbærfromage.
Følg med på Instagram
Er du på Instagram, så er du hjertelig velkommen til at følge med på på Cakewomans Instagram -profil Her poster jeg altid, når der er nye opskrifter på www.cakewoman.dk, så det er en nem måde at følge med.
Hvis du skulle få lyst til at lave nogle af opskrifterne herinde fra, så må du endelig også gerne tagge mig i billeder på Instagram. Det vil gøre mig så glad