Her får du opskriften på en festlig og lækker kage: Flagkage med jordbær. Den er samtidig super nem at bikse sammen, og hvis du vil være i god tid, så kan den bages dagen i forvejen.
Har du ikke jordbær til rådighed, så findes der en løsning! Pynt med rødt slik i stedet for. Det giver et fint og festligt look, som også er perfekt til fødselsdagsfejring. Nederst i indlægget kan du finde billeder af kagen, hvor den er pyntet med slik.
Kagen består af en browniebund nederst. Det er faktisk den samme opskrift, som du finder her med karamel og flødebolleskum. Når kagen er færdigbagt og kølet af, pyntes den med glasur og jordbær, så har du en lækker flagkage.
En god fødselsdagskage
En flagkage eller dannebrogskage er en skøn fødselsdagskage, men kan også sagtens bages på andre vigtige dage. Eksempelvis vil den være perfekt på Grundlovsdag. Eller på et kagebord til en studentfest. Når der er landskamp i fodbold eller håndbold, så vil den også være en oplagt kage at servere.
En nem flagkage med jordbær
Det er en meget let kage at bage. Det er samtidig en kage, der kan bages dagen i forvejen. Så vil du være i god tid, så er den her kage perfekt. Blot vent med at pynte kagen med glasur og jordbær, til den skal serveres 🙂
Flagkage med jordbær
Ingredienser
- Brownie:
- 300 gram mørk chokolade
- 400 gram smør
- 500 gram sukker
- 6 æg
- 300 gram hvedemel
- 4 tsk vaniljesukker
- 4 spsk kakao
- Pynt:
- Hvid glasur af vand og flormelis
- Ca. 500 gram friske jordbær alternativ kan rødt slik bruges
Sådan gør du
- Brownie: Start med at tænde ovnen på 200 grader alm ovn.
- Smelt chokolade og smør i en stor skål over et vandbad ved middelvarme. Husk at anvende en skål, der tåler varmen fra vandbadet.
- Rør halvdelen af sukkeret i chokolade/smørblandingen og lad det efterfølgende køle lidt af.
- Pisk æggene sammen med resten af sukkeret i en skål.
- Hæld den smeltede chokolade/smørblanding i og rør godt sammen.
- Kom mel, vaniljesukker og kakao i blandingen og rør sammen til en ensartet masse.
- Fordel dejen i en smurt form (ca. 35×25 cm) med bagepapir.
- Bag kagen i ca. 30-35 minutter og lad den efterfølgende køle af. Den skal føles en smule ubagt, det gør den lækker og svampet efterfølgende.
- Inden servering pyntes kagen med flormelis-glasur og jordbær (eller slik).
Flagkage pyntet med slik
Har du ikke jordbær til rådighed, så kan kagen som tidligere nævnt i indlægget pyntes med rødt slik i stedet for. Det giver et super festligt fødselsdagslook.