Bananbrød med chokolade er en af de slags søde snacks, som bare hitter. Det er nemt at lave, tager ingen tid at bikse sammen og smager lækkert. Samtidig er der ikke tilsat nær så meget sukker i opskriften, som jeg normalt kommer i andre banankager – eksempelvis denne.
Så vil du bage et svampet og lidt mindre sukkerfyldt alternativ til den traditionelle banankage, så kan dette bananbrød anbefales 🙂
Nemt bananbrød i form
Jeg bager bananbrødet i en rugbrødsform, men har du ikke det til rådighed, så kan du også bage i en springform eller en anden bageform. Blot hold øje med brødet undervejs, da bagetiden skal forkortes en smule, hvis du bage brødet i en form med en større overflade. Derved vil brødet blive fladere, og derfor skal bagetiden ikke være helt så lang.
Lækkert bananbrød i flere dage
Det er et svampet bananbrød med chokolade, som sagtens kan holde sig frisk i flere dage. Det kan serveres uden noget til, men har du lyst til en klat Nutella, smør eller honning ovenpå, så passer det også perfekt sammen med bananbrødet.
Bananbrød med chokolade
Ingredienser
- 75 gram blødt smør
- 70 gram rørsukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 4 æg
- 4 modne bananer + 1 banan til top
- 2 tsk bagepulver
- 175 gram hvedemel
- 50 gram mælkechokolade.
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.
- Kom smør, rørsukker og vaniljesukker i en skål. Pisk godt sammen.
- Tilsæt æggene et ad gangen og pisk blandingen sammen.
- Mos bananerne (gem 1 til toppen) og tilsæt. Rør rundt.
- Kom bagepulver og hvedemel i og rør rundt.
- Hak chokoladen og kom i dejen.
- Kom dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir.
- Halver den sidste banan og læg den ovenpå.
- Bag bananbrødet i 35-40 minutter, til det er gennembagt. Lad det efterfølgende køle af på en rist.
Har du lyst til at bage et bananbrød uden gluten og laktose, så kan du finde en opskrift lige her!