Cheesecake med chokoadekagebund

Cheesecake med chokoladekagebund, citron og hindbær

Cheesecake med chokoladekagebund, citron og hindbær. Det lyder næsten for meget af det gode. Men det er overhovedet ikke for meget! Det er faktisk en rigtig lækker og perfekt kombination, synes jeg.

I bunden er der en bagt chokoladekage, og ovenpå er der to lækre lag med flødeost, et med citron og et med hindbær. På toppen er der pyntet med Maltesers.

Det kræver ikke de store bageevner at lave den her cheesecake. Den er dejlig nem og ligetil, men den tager lidt tid at samle. Men det er også det eneste, du skal have in mente, når du giver dig i kast med den her skønne cheesecake med chokoladekagebund.

Undgå en skilt creme

Har du også problemer med, at flødeostecremen skiller? Det har jeg prøvet alt for mange gange. Men jeg har fundet et trick! Hos dygtige Nip, der bager flotte kager, faldt jeg over tippet; Husblassen skal smeltes sammen med citronsaften. Derefter skal det køles ned, før det bliver rørt sammen med cirka 1 spsk af ostecremen. Herefter røres det sammen med resten af ostecremen. Så undgår du, at cremen skiller. Velbekomme!

Cheesecake med chokoladekagebund, citron og hindbær | Cakewoman.dk

Cheesecake med chokoladekagebund, citronfromage og hindbærfromage

Antal 8 -10

Ingredienser
  

  • Chokoladekagebund:
  • 75 gram smør
  • 150 gram mørk chokolade
  • 1 æg
  • 1/2 dl sukker
  • 1 dl mælk
  • 1,5 dl mel
  • 1 tsk bagepulver
  • Citron-lag:
  • 2 blade husblas
  • 200 gram flødeost naturel
  • 250 g cremefraiche 18%
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 60 gram flormelis
  • Saft fra en citron
  • Hindbær-lag:
  • 3 blade husblas
  • 200 gram frosne hindbær
  • 2 spsk vand
  • 1/2 dl sukker
  • 200 gram flødeost naturel
  • 2,5 dl piskefløde
  • Pynt:
  • 1/2 ps Maltesers ca. 65 gram

Sådan gør du
 

  • Chokoladekagebund: Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
  • Smelt smør og chokolade over vandbad. Lad det køle lidt af.
  • Pisk æg og sukker godt sammen.
  • Rør mælk i blandningen og rør rundt.
  • Kom den smeltede smør/chokolade-blanding i og rør sammen.
  • Kom mel og bagepulver i. Rør blandingen sammen til en ensartet masse.
  • Hæld dejen i en springform (ca, 23 cm) beklædt med bagepapir.
  • Bag bunden i ovnen i 15-20 minutter, til den er gennembagt. Lad efterfølgende bunden køle af.
  • Når bunden er kølet af, skal den ud af springformen. Placer den afkølede kagebund på det fad, du vil servere kagen på.
  • Kom selve ringen fra springformen eller en justerbar kagering rundt om kagebunden. Beklæd den med kageplast.
  • Citron-lag: Læg husblassen i blød i koldt vand i 10-15 minutter.
  • Pisk flødeost, cremefraiche, vaniljesukker og flormelis sammen.
  • Hiv husblassen op af vandet, pres det fri for vand og smelt det i en skål over vandbad sammen med citronsaften.
  • Rør et par spsk af flødeost-blandingen sammen med den smeltede husblas/citronsaft.
  • Rør efterfølgende den smeltede husblas/citronsaft sammen med resten af flødeost-blandingen.
  • Hæld blandingen over chokoladekagebunden og stil på køl i 2 timer. Citron-laget skal have sat sig, før hindbær-laget hældes over.
  • Hindbær-lag: Læg husblassen i blød i koldt vand i 10-15 minutter.
  • Kog hindbær, vand og sukker op i en gryde.
  • Skru ned og lad det simre i 10 minutter. Tag gryden af varmen og kom den opblødte husblas, der er presset fri for vand, i og rør godt rundt. Lad det køle lidt af.
  • Pisk fløden til en let skum. Kom flødeosten i og pisk det sammen til en ensartet masse. Pas på med at piske for hårdt, så massen skiller.
  • Rør et par spsk af piskefløde/flødeostmassen i bærblandingen.
  • Rør herefter resten af piskefløde/flødeostmassen sammen med bærblandingen.
  • Hæld massen over kagebund og citron-lag. Stil på køl tildækket i minimum 3-4 timer, til kagen har sat sig.
  • Inden servering: Befri kagen for kageplast og kagering og pynt med Maltesers.
Cheesecake med chokoladekagebund, citron og hindbær | Cakewoman.dk

Er du til cheesecake? Så synes jeg også, du skal prøve min citron cheesecake med Oreos, Maltesers og bær.

Update på nye opskrifter?

Hvis du vil have nys om, når der er nyt herinde på www.cakewoman.dk, så synes jeg, du skal følge med på min Instagram 🙂 Her opdaterer jeg altid, når der er nye opskrifter. Du er også hjertelig velkommen til at tagge mig, hvis du prøver nogle opskrifter af og poster billeder af resultatet. Det vil gøre mig så glad <3

https://www.instagram.com/p/CEHcz6Eldbf/

2 kommentarer

  1. Hej Julie. Tak for opskriften på denne kage! …Det var simpelthen min debut som “fler-lags-kage-bager” 😀 Og det var virkeligt sjovt! (Har drømt om at prøve det LÆNGE) Det må jeg gøre igen snart! 😀

    Den var dejlig frisk. En god blanding af syrligt og sødt. (…Jeg gav den liiidt ekstra gas med citron-laget, da min kæreste -som havde fødselsdag- er mere til det syrlige, end det søde. Og det virkede fint. 🙂 )
    Et spørgsmål eller to:
    Skal chokoladebunden være kølet HELT ned til stuetemperatur, før den sættes i fryseren den halve time? – citron-laget virkede sådan lidt….smeltet-agtigt…der hvor det grænsede op (ned) til chokoladekagelaget, da vi skulle spise den? Måske har bunden ikke været kold nok, da jeg hældte citronlaget på??

    Alle ved fødselsdagsbordet var vældigt begejstrede. 😀
    Tak og godt nytår! 🙂
    Venlig hilsen, Marie

    • Hej Marie – og godt nytår til dig 🙂

      Jeg er glad for, kagen faldt i god jord – til trods for den blev lidt spøjs, der hvor chokoladekagebunden og citronlaget mødtes.

      Det lyder som om, at bunden måske har været en anelse lun, da citronlaget er fordelt hen over. Jeg har ikke oplevet, at citronlaget smeltede, når det kom i kontakt med chokoladekagebunden. Så jeg tror, som du også selv skriver, at bunden nok ikke har været helt kølig.

      Men det gør mig virkelig glad, at den alligevel blev et hit 🙂

      Tak for din kommentar.

      De bedste hilsner Julie

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




*