Banankage med chokolade

Banankage med chokolade og karamel

Her får du opskriften på en lækker banankage med chokolade og karamel. Kagen består af to banankagebunde med karamelfyld i midten.

Karamelfyldet i midten består af den her karamel. Det smager super godt, og der er ingen risiko for at brænde det på. Du kan bl.a. finde karamellen på BilkaToGo, og ind i mellem har de den også på spothylderne i Netto.

På toppen er der et lag smeltet mælkechokolade, og så er der pyntet med Dumle. Det er en nem og lækker banankage, som bliver toppet og gjort ekstra skøn med karamel og chokolade.

Kagebunde i springform

Jeg bruger en springform (23 cm) til at bage kagebundene i, og jeg halverer dejen, så der er to bunde til slut. Hvis du har to springforme i samme størrelse, så kan du selvfølgelig bage alt dejen på én gang fordelt i de to forme.

Banankage med chokolade og karamel | Cakewoman.dk

Banankage med chokolade og karamel

Ret Andre kager, Kager, Lagkager, Opskrifter
Antal 8

Ingredienser
  

  • Banankagen:
  • 150 gram smør
  • 3 æg
  • 225 gram rørsukker
  • 280 gram mel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 modne bananer ca. 300 gram
  • 1 dl letmælk
  • Karamelfyld:
  • 1/2 ds Dulce de leche/karamel ca. 200 gram
  • Pynt:
  • 150 gram mælkechokolade
  • 1 ps Dumle 120 gram

Sådan gør du
 

  • Banankagen: Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
  • Smelt smørret og lad det køle lidt af.
  • Kom æg og rørsukker i en skål og pisk godt sammen.
  • Kom hvedemel, vaniljesukker og bagepulver i og rør rundt.
  • Tilsæt den smeltede smør og rør rundt.
  • Mos bananerne og rør det i blandingen.
  • Kom mælk i og rør dejen sammen.
  • Hæld halvdelen af dejen i en springform (cirka 23 cm) beklædt med bagepapir. Bag i ca. 20 minutter, til bunden er gennembagt og lad den køle af. Gentag efterfølgende med resten af dejen, så du ender med at have to bunde. Har du to springforme til rådighed, så kan du selvfølgelig bare fordele dejen i to forme og bage på samme tid. Lad bundene køle helt af, før kagen samles.
  • Saml og pynt kagen: Placer den ene kagebund på det fad, du vil servere kagen på. Kom Dulce de leche/karamel udover bunden og læg den anden kagebund ovenpå.
  • Smelt mælkechokoladen, enten i mikrobølgeovn eller over vandbad, og smør det ud over kagen. Pynt til sidst med Dumle-stykker. Så er kagen klar til servering.
Banankage med chokolade og karamel | Cakewoman.dk

Vild med banankage? Så kan du også prøve min talkage, der består af en banankagebund og peanutbutterfrosting på topppen!

2 kommentarer

  1. Frederik Staal Seberg Andersen

    Hvor lang tid tager det at bage kagen?

    • Hej Frederik

      Bagetiden fremgår i opskriften. Jeg vil mene, at det tager 1-2 timer at bage kagen, sådan samlet set.

      Mvh

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




*