Kiksekage med Nutella

Kiksekage med Nutella og peanutbutter karamel

Kiksekage med Nutella og peanutbutter-karamel er en nem og lækker kage. Den kræver ingen ovn, da kagen ikke skal bages.

Det er en af de slags kager, som er gode, hvis du vil være i god tid med en dessert. Den kan nemlig sagtens forberedes dagen inden, at den serveres.

Pasteuriserede æg i kager

Eftersom kiksekagen ikke skal bages, og der skal rå æggeblommer i, så kan der være forskellige holdninger til friske æg vs. pasteuriserede.

Hvis du er i tvivl, så kan du læse Fødevarestyrelsens anbefalinger. “Du kan godt bruge friske rå æg til den hjemmelavede is, den røgede sild og til for eksempel desserter og kager, som ikke bliver opvarmet,” skriver Fødevarestyrelsen.

Det er altså på baggrund af den anbefaling, at jeg i opskriften længere nede ikke skriver ‘pasteuriserede æggeblommer’. Men er du mere tryg ved at bruge pasteuriserede æggeblommer, så gør du selvfølgelig bare det.

Firkantede kiks til kiksekage

Der skal bruges vaniljekiks til denne opskrift, og jeg har brugt de her vaniljekiks, som jeg fandt i Bilka. Jeg kan se, at føtex også sælger dem.

Kiksekage med Nutella og Peanutbutter-karamel

Antal 10

Ingredienser
  

  • Nutellafyld:
  • 200 gram smør
  • 200 gram Nutella
  • 100 gram flormelis
  • 3 æggeblommer
  • Peanutbutter-karamel:
  • 150 gram rørsukker
  • 2 spsk lys sirup
  • 1,5 dl fløde
  • 100 gram peanutbutter
  • Kiks:
  • 1 pk vaniljekiks 190 gram

Sådan gør du
 

  • Nutella-fyldet:
  • Smelt smørret sammen med Nutella i en skål over et vandbad. Rør det sammen – en dejskraber er rigtig god at bruge til det.
  • Tag af varmen og rør flormelis og æggeblommer, så det bliver en ensartet masse. Stil til side og fortsæt med peanutbutter-karamellen.
  • Peanutbutter-karamel:
  • Kom sukker, sirup, peanutbutter og fløde i en gryde, og kog det op.
  • Skru ned til svag varme og lad det simre videre i 5-10 minutter, til det tykner. Husk at røre i gryden undervejs, så det ikke brænder på.
  • Herefter beklædes en aflang bageform (eksempelvis en rugbrødsform) med husholdningsfilm.
  • Fordel et tyndt lag Nutella-fyld og lidt peanutbutter-karamel i bunden af formen.
  • Læg et lag vaniljekiks ovenpå og derefter endnu et tyndt lag med Nutella-fyld og peanutbutter-karamel. Fortsæt indtil der ikke er mere Nutella-fyld og peanutbutter-karamel. Det øverste lag på kagen skal afsluttes med Nutella, peanutbutter-fyld og knuste kiks – gem 3-4 kiks til pynt ovenpå.
  • Stil kiksekagen i køleskabet i minimum 4-5 timer, gerne til næste dag.
  • Før servering: Tag kiksekagen ud af køleskabet, og befri kagen fra form og husholdningsfilm. Placer på et fad – så er kagen klar til servering.
Kiksekage med Nutella

Har du lyst til at bage en anden ‘no bake’-kager, så kan du kaste dig over disse skønne, hjemmelavede træstammer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




*