Hjemmelavede træstammer er super nemme at lave, og de smager himmelsk! Jeg vil faktisk mene, at de kan hamle op med træstammer fra Lagkagehuset. Så har du lyst til et hyggeligt bageprojekt, så skal du kaste dig ud i at lave hjemmelavede træstammer.
Kagerester – hjemmelavede eller købte
For at lave træstammer skal du bruge kagerester. Hvis du ikke har kagerester liggende, så kan du bage den her chokoladekage til formålet. Det plejer jeg at gøre, den er perfekt til at lave lækre træstammer ud af. Købe-chokoladekage kan også sagtens bruges som kagerester.
Ingredienser
- Trøffelmasse:
- 400 gram kagerester
- 100 gram revet marcipan
- 100 gram smeltet chokolade eller Nutella
- 1 spsk kakaopulver
- 1 stor spsk hindbærmarmelade
- 2 tsk romessens
- Overtræk:
- 200 gram marcipan
- 100 gram flormelis
- 30 gram glukosesirup
- 100 gram chokolade
Instruktioner
- Først skal selve trøffelmassen laves: Smuldr kageresterne sammen med den revet marcipan og smeltet chokolade/Nutella. Hold lidt igen med chokoladen/Nutellaen, hvis du bruger kagerester, der er meget svampet.
- Rør kakaopulver, hindbærmarmelade og romessens i massen.
- Del massen i to og rul det til to pølser, cirka 35 cm lange. Stil dem i køleskabet mens du forbereder marcipan-overtrækket. Hvis massen er for svær at rulle til pølser, så læg det i køleskabet i 15 minutter, så er massen lettere at arbejde med. Når massen er rullet til to pølser, skal de i køleskabet.
- Så skal marcipanovertrækket laves: Ælt marcipanen godt sammen med flormelis og glukosesirup. Del massen i to kugler, pak dem ind i husholdningsfilm og læg i køleskabet i 30 minutter.
- Efter de 30 minutter skal marcipanen rulles ud, cirka 35×7 cm, gør det i mellem to stykker bagepapir, så hænger det ikke fast i bordpladen.
- Kom én trøffelpølse på ét stykke marcipan og rul sammen. Skær ud i passende træstamme-størrelse, jeg får cirka 7 træstammer ud af en trøffelpølse.
- Til slut dyppes enderne i chokolade, der er smeltet over et vandbad. Stil dem på køl til de skal serveres.
Træstammer er uden tvivl min yndlingskage, når jeg står hos bageren og skal vælge. Studenterbrød er også lækkert, men jeg synes altså, at kombinationen af trøffelmasse, marcipan og chokolade er niveauet over. Hjemmelavede træstammer er et nemt kageprojekt, og det kræver ikke meget.
Et godt tip: Når du ruller marcipanovertrækket ud, så gør det mellem to stykker bagepapir. Så hænger marcipanen ikke fast i bordet. Velbekomme!
Følg endelig med på Instagram
Hvis du har lyst til at få en opdatering, når der er nyt herinde på www.cakewoman.dk, så synes jeg, du skal følge med på Instagram. Her poster jeg nemlig altid, når der er nye opskrifter på kager og søde sager.
Jeg glæder mig til at følge med og prøve din opskrifter af 🙂
Det er jeg glad for at høre! 🙂 Jeg håber, du kan finde masser af inspiration herinde.
Kh Julie
Har du kun brugt chokoladekage til dejen?
Hvad kan man ellers købe af kager og bruge, udover chokoladekage?
Hej 🙂
Jeg bruger altid chokoladekage-rester til trøfler og træstammer. Så har faktisk ikke prøvet andet. Men umiddelbart tænker jeg, at en købe-mazarintærte eller en købe-roulade også sagtens kan bliver rigtig god fyld i hjemmelavede træstammer.
De bedste hilsner
Julie, Cavewoman.dk