drømmekage i bradepande

Drømmekage i bradepande

Drømmekage i bradepande – en uundgåelig klassiker i det danske køkken. Med sin bløde bund og lækre topping af brun farin og kokos har den været en favorit ved kaffeborde og fødselsdage i generationer. Og det forstår jeg godt! Det er bare en lækker, nem kage, som går rent ind hos både store og små.

Når du laver drømmekage i bradepande, får du en stor portion, der er ideel til at servere til mange gæster, hvad enten det er til en familiekomsammen, en børnefødselsdag, en hyggelig eftermiddagskaffe med vennerne eller når der skal kage med på job.

Nem kage til mange personer

Når drømmekagen bages i en bradepande, bliver det endnu nemmere at lave kage til mange personer. En bradepande gør det let at skære kagen i ensartede stykker, så der er nok til alle – og det er oplagt, når der skal serveres kage til en større forsamling.

Fordelen ved bradepandeformatet er også, at den er rigtig nem at tage med på farten. Har du f.eks. lovet kage på jobbet eller i mødregruppen, er den let at transportere i bradepanden. Jeg plejer blot at dække kagen til med film eller lignende, når jeg skal have den med. Men du kan også vælge at investere i en bradepande med låg som denne her, så bliver det endnu nemmere at tage drømmekagen med.

Drømmekage i bradepande – kage der kan bages dagen før

En anden stor fordel ved drømmekage i bradepande er, at den holder sig lækker og saftig i flere dage. Toppingen, som består af mælk, smeltet smør, brun farin og kokos, fungerer som et naturligt “låg”, der holder på fugten i kagen. Dette gør drømmekagen ideel til at bage dagen i forvejen, og derfor lander kagen i kategorien af kager, der kan bages dagen før. Det er en stor hjælp, hvis du forbereder en større fest, vil spare tid eller bare vil undgå stress på dagen.

Når kagen er bagt, skal den opbevares i en tæt lukket beholder eller dækkes godt til for at bevare sin friskhed. Jeg lader den stå tildækket på køkkenbordet, da jeg oplever, at kagen godt kan blive en anelse tør af at komme på køl. På selve dagen skal den blot skæres ud og serveres, hvilket gør det nemt og bekvemt.

drømmekage i bradepande
drømmekage i bradepande

Drømmekage i bradepande

Antal 15 stykker

Ingredienser
  

Kagebund:

  • 50 g smør
  • 2,5 dl mælk
  • 4 æg
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 350 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver

Kokosfyld:

  • 200 g smør
  • 2 dl mælk
  • 400 g brun farin
  • 200 g kokosmel

Sådan gør du
 

  • Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
  • Kom smør i en gryde. Smelt ved lav varme. Tag gryden af varmen, tilsæt mælk, og rør det sammen. Sæt til side.
  • I en skål kommer du æg, sukker og vaniljesukker i. Pisk godt sammen.
  • Tilsæt blandingen med smør og mælk, og pisk sammen. 
  • Tilsæt hvedemel og bagepulver. Rør rundt. Fordel dejen i en form (ca. 35×25 cm) beklædt med bagepapir. Bag i ovnen (uden fyld på toppen) i 20-25 minutter. Kagen skal næsten være gennembagt.
  • Imens kagen bager, laves kokosfyldet.Kom alle ingredienser til kokosfyldet i en gryde, og smelt sammen ved lav varme. Når det er smeltet sammen til en ensartet masse, tages gryden af varmen.
  • Når kagen har bagt i 20-25 minutter, tages den ud af ovnen. Kom fyldet på kagen, og bag den færdig i 15-20 minutter. Fyldet skal være gyldent. Når kagen tages ud af ovnen, vil fyldet være flydende, men når kagen er kølet af, så vil fyldet også have sat sig 

Video

Drømmekage i bradepande | Cakewoman.dk

Du kan også kaste dig over en gluten- og laktosefri chokoladekage med drømmekage-topping!

En god kage til fødselsdag

Drømmekagen appellerer til både børn og voksne. Dens søde smag og bløde tekstur er noget, de fleste kan lide, og derfor synes jeg, at den også fungerer rigtig godt på et fødselsdagsbord, hvor der ofte er gæster i flere aldre. Hvis der er tale om en børnefødselar, kan du jo pynte toppen med sjove figurer for at gøre den mere festlig. Hos virksomheden Kagedeko kan man bl.a. købe såkaldte Cake poppers i alle mulige temaer. Der er både Paw Patrol, Gurli Gris, Spiderman og mange flere figurer at vælge imellem.

Det er selvfølgelig ikke en fødselsdag uden bløde fødselsdagsboller, hvor der skal smør og Nutella på. Du finder en nem og lækker opskrift på fødselsdagsboller lige her. Og for mig er der også én anden kage, der skal være på et fødselsdagsbord. Nemlig en kagemand af vandbakkelse. Den er let at bage, kræver ikke mange ingredienser og pynter flot på et festligt fødselsdagsbord. Efter bagning pyntes den med glasur og slik, som selvfølgelig skal være i tråd med fødselarens favoritter.

Lækker, nem drømmekage

Så næste gang du skal bage til mange, er drømmekage i bradepande et godt valg. Den kræver hverken avancerede teknikker eller dyre ingredienser. Du skal blot bruge en bradepande, en ovn og en kærlighed til god, hjemmelavet kage. Rigtig god fornøjelse i køkkenet 😊

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




*