Her får du opskriften på brownie cookies med Nutella. De smager skønt og som navnet afslører, så har de et hint af brownie over sig. Sprøde udenpå og bløde indeni – mums!
De er super nemme at lave, og hvis der er børn, der har lyst til at deltage i bagningen, så kan de også sagtens det.
Udover at være meget nemme at bikse sammen, så er disse brownie cookies også milde i smagen. Det er ikke tunge brownies, der kun henvender sig til voksne. Derimod er det cookies, som hitter hos både store og små.
Der bliver cirka 15 cookies ud af én portion, men har du ikke brug for så mange, så kan du selvfølgelig bare halvere opskriften ned, så den passer til dit behov. Har du brug for flere cookies, så ganger du blot opskriften op.
Ingredienser
- 110 gram rørsukker
- 130 gram brun farin
- 140 gram blødt smør
- 1 æg
- 1 tsk vaniljesukker
- 250 gram hvedemel
- 50 gram kakao
- 1 tsk bagepulver
- 200 gram nutella
Sådan gør du
- Pisk rørsukker, brun farin og smør godt sammen.
- Tilsæt ægget og pisk det godt sammen.
- Bland vaniljesukker, hvedemel, kakao, bagepulver i og pisk godt sammen. Det tager lidt tid, før dejen samler sig.
- Pisk Nutella i dejen.
- Sæt dejen på køl 30 minutter.
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Del dejen op i kugler på størrelse med en bordtennisbold (ca. 50 gram), tril til kugler og læg dem på en bageplade med bagepapir på. Pres dem en anelse flade.
- Bag kagerne i cirka 12-15 minutter.
- Når kagerne kommer ud af ovnen, kan de godt føles en anelse ubagte. Men lad dem køle af på pladen. Når de er kølet af, bliver de sprøde i kanten.
- Opbevar kagerne i en lufttæt beholder, så holder de sig sprøde.
Er du til cookies? Så skal du prøve mine cookies, der er fyldt med Center-chokolade, Daim og m&m’s!
Er du på Instagram?
Så er du hjertelig velkommen til at følge med på på Cakewomans Instagram -profil Her poster jeg altid, når der er nye opskrifter på www.cakewoman.dk, så det er en nem måde at følge med.
Hvis du skulle få lyst til at lave nogle af opskrifterne herinde fra, så må du endelig også gerne tagge mig i billeder på Instagram. Det vil gøre mig så glad 🙂
Omg det lyder ALT for lækkert. Godt jeg lige har sendt en veninde afsted til grænsen efter Nutella!
Jaeh! Man kan aldrig få for meget nutella 🙂
Kh Julie