Denne lækre chokoladetærte med skumfidusfrosting og kiks er inspireret af smores. Eller s’mores, som det faktisk hedder. Hvis du googler s’mores kan Wikipedia nemlig fortælle dig, at navnet er en sammentrækning af ‘some more’.
Det synes jeg passer perfekt på den her chokoladetærte! 🙂
Chokoladetærte med skumfidusfrosting
S’mores er en ‘sandwich’, hvor chokolade og grillet skumfidus er placeret i midten af to kiks.
I den her opskrift finder du kiksene i bunden, chokoladen er placeret ovenpå, og til slut er der en skøn skumfidusfrosting på toppen. Jeg har valgt at bruge en gasbrænder, så kagen får et s’mores look og lidt lejrbålsstemning 🙂
Har du ikke en gasbrænder, så undlader du bare den del. Kagen bliver skøn alligevel.
Skøn og dekorativ kage
Denne chokoladetærte med skumfidusfrosting og kiks er en skøn dessert, som også er fin og dekorativ på et kagebord.
Jeg kommer frostingen i en sprøjtepose og dutter det ud på kagen. Jeg bruger denne tyl fra Wilton, som jeg synes giver et rigtig superfint look.
Men har du ikke en sprøjtepose og tyl til rådighed, så kan frostingen også blot fordeles med en kniv.
Chokoladetærte med skumfidusfrosting og kiks
Ingredienser
- Bund:
- 250 gram digestive
- 120 gram smør
- Chokoladefyld:
- 200 gram mørk chokolade
- 75 gram smør
- 2 æg
- 85 gram sukker
- 120 gram hvedemel
- 1/2 dl letmælk
- Skumfidus-frosting
- 1 æggehvide
- 85 gram sukker
- 0,5 dl vand
- 1 tsk vaniljesukker
- 40 gram glukosesirup
Sådan gør du
- Bund: Start med at smelte smørret og stil det til side.
- Hak kiksene i en minihakker. Hvis du ikke har en minihakker, så kom kiksene i en pose og bank dem med en kagerulle.
- Bland smeltet smør og knuste kiks godt sammen.
- Pres kiksemassen godt ned i bunden og op langs kanterne i en tærteform (ca. 20 cm i diameter). Det må meget gerne være en tærteform med løs bund. Stil bunden på køl, mens chokoladefyldet laves.
- Chokoladefyld: Tænd ovnen på 180 grader varmluft ovn.
- Hak chokoladen groft og smelt den sammen med smørret i en gryde over svag varme. Sørg for at røre i gryden undervejs, så det ikke brænder på.
- Pisk æg og sukker godt sammen med en elpisker, til det er lyst og luftigt.
- Rør den smeltede chokoladeblanding i dejen og rør rundt.
- Vend mel i og rør rundt.
- Tilsæt mælk og rør rundt.
- Fordel chokoladefyldet med forsigtig hånd over tærtebunden. Bag kagen i 15-20 minutter, til chokoladefyldet er nogenlunde gennembagt. Det må godt føles en anelse ubagt, så bliver kagen lækker svampet, når den er kølet af. Lad efterfølgende kagen køle helt af, før skumfidus-frostingen kommes oven på.
- Skumfidus-frosting: Start med at piske æggehviden helt stiv og stil til side.
- Kom de resterende frosting-ingredienser i en gryde og kog op. Den flydende masse skal blive 110 grader. Brug et bagetermometer.
- Hæld forsigtig sukkermassen i den stive æggehvide og pisk imens. Fortsæt med at piske til massen bliver blank og stiv, cirka 10 minutter.
- Hvis du har bagt kagen i en tærteform med løs bund, så befri kagen inden, den pyntes med frosting. Når du fjerner kanten på formen, må det godt gøres med lidt forsigtig hånd, da bunden er en anelse porøs.
- Fyld frostingen i en pose med tyl og dut det ud på kagen.
- Brænd frostingen med en gasbrænder for at give kagen et fint s’mores udtryk.
- Så er kagen klar til servering.
Lyst til at bage uden gluten og laktose? Så kan du prøve min gulerodskage. Den er helt uden gluten og laktose.