Nemme koldhævede boller er en opskrift, du ikke fortryder at prøve af! 🙂
Duften af hjemmebagte boller kan gøre enhver morgen god! Eller eftermiddag eller aften for den sags skyld. Det kan dog være svært at presse et bageprojekt ind, men det behøver det heldigvis slet ikke at være. Med de her koldhævede boller mikser du dejen sammen om aftenen, sætter den i køleskabet og morgenen efter er dejen klar til at blive klattet ud på en bageplade og bagt. Det er da nemt! De koldhævede boller er super nemme at lave, og så smager de bare godt.
Når du rører dejen sammen, bliver det til en ‘tung’ dej. Hvis dejen er for våd, har jeg oplevet, at bollerne flader ud under bagning. Det er derfor, at der skal en del mel i, og dejen vil være bastant, inden den sættes til hævning.
Forkort hævetiden
Har du ikke tid til at koldhæve dejen natten over, så er løsningen mere gær. Kom 25 gram gær i og kort hævetiden ned til 1 time. I stedet for at stille dejen på køl, lader du den stå i skålen på køkkenbordet med et viskestykke henover.
Nemme koldhævede boller, 13-14 stk
Ingredienser
- 5 dl danskvand
- 10 gram gær – har du ikke tid til at koldhæve bollerne natten over så kan du justere mængden af gær. Brug 25 gram i stedet for og lad dejen stå i en skål på køkkenbordet under et rent viskestykke og hæve en times tid i stedet for
- 1 spsk honning
- 100 gram havregryn
- 100 gram durummel
- 350 – 400 gram hvedemel
- 1 tsk salt
Sådan gør du
- Start med at smuldr gæren ud i danskvandet.
- Rør honning i.
- Hæld mel og gryn i blandingen lidt ad gangen og rør godt rundt i 5-10 minutters tid. Meget gerne på røremaskine, hvis du har sådan en til rådighed.
- Kom salt i og rør rundt.
- Put husholdningsfilm over skålen og sæt dejen i køleskabet til dagen efter.
- Dagen efter tændes ovnen på 225 grader varmluft.
- Beklæd en bageplade med bagepapir og klat dejen ud i passende bolle-størrelse, brug 2 skeer til det. Evt. drys lidt havregryn på nogle af bollerne.
- Bag bollerne i 13-15 minutter, hold øje undervejs. Lad dem køle af på en rist.
Jeg synes, at bollerne bliver rigtig gode, når de bliver bagt primært med hvedemel. Men hvis du vil have lidt grovere boller, så kan du bruge andre meltyper, korn og gryn. Men hver opmærksom på at justere lidt på mængden af mel, hvis du bruger andre meltyper. Når dejen er rørt sammen, skal den have samme konsistens som en tyk grød.
Luftige boller med danskvand
Jeg har efterhånden prøvet med lidt forskellige kombinationsmuligheder og er kommet frem til, at en blanding af durummel, hvedemel og havregryn giver nogle lækre og luftige boller. Derudover faldt jeg også over, at flere bagebloggere benyttede sig af danskvand i stedet for almindelig vand i deres opskrift på boller, bl.a. bloggen Bagvrk.dk. Og jeg må tilslutte mig: Det giver altså nogle luftige boller, så jeg kan varmt anbefale at skifte det almindelige vand ud med noget med lidt bobler i. Hvis ikke du har danskvand til rådighed, så bager du bare bollerne med helt almindelig vand. Det kan også sagtens fungere.
TIP: Tandsmør fungerer perfekt med de her lækre boller 🙂
Er du helt sikker på 400 gr. Hvedemel? Jeg gav kun min 200 gr. Og den kunne på ingen måde trække mere mel?
Hej Anne 🙂
Ja, det gør jeg egentlig. 100 gram durummel, 100 gram havregryn og 400 gram hvedemel.
Jeg er klar over, at dejen bliver meget bastant og fast 🙂 Men jeg synes, at bollerne bliver bedre og holder formen under bagning, når der er den mængde mel i. Hvis dejen er for flydende, så har jeg oplevet, at bollerne flader helt ud 🙂
Det kan sagtens være, at bollerne også blev gode med lidt mindre mel i? Det håber jeg i hvert fald 🙂
De bedste hilsner
Julie, Cavewoman.dk
Hej Julie
Jeg har længe ledt efter en god opskrift på koldhævede boller og nu har jeg endelig fundet den, så mange tak skal du have ?
Jeg brugte det som der skulle i af både havregryn, durummel og hvedemel og dejen blev rigtig god at arbejde med. Blollerne blev rigtig lækre og smager virkelig godt, så din opskrift vil jeg bruge fremover – min datter syntes også at det er de bedste boller, som jeg har bagt ?
Så tak skal du have.
Venlig hilsen Lotti ?
Hej Lotti
Det er jeg så glad for at høre. Rigtig god bagning fremover 🙂
De bedste hilsner Julie
En meget bastant dej som næsten ikke havde hævet efter 14 timer i køleskab. Måtte nærmest skære bollerne ud for at ku lægge dem på bagepladen. Brugte tørgær i stedet for alm. gær, men normalt er det ikke et problem. Tror også at der er for meget mel i, men forsøger at bage lige at bage betonklodserne?
Hej Helle
Det er jeg ked af at høre. Jeg synes, bollerne bliver gode, når jeg følger opskriften, men alt er selvfølgelig smag og behag.
Jeg har ikke erfaring med at bage med tørgær, så skal ikke kunne sige, om det gør nogen forskel.
Bedste hilsner Julie
Hej Julie
Jeg har lige prøvet din opskrift af her fra morgenstunden. Dejen var hævet fint natten over og var overtaskende nem at arbejde med fra morgenstunden. Manden nød godt af lune boller med hjemmlavet marmelade og en god skive ost. Jeg gemmer helt bestemt dennne opskrift, så nem at gå efter. Tak. ?
Hej Anette
Det er jeg glad for at høre! Tusind tak.
Og godt at høre, at din mand også synes, de var gode 🙂
Bedste hilsner
Julie
Hvis man har brug for mindre hævetid, hvad er så minimum???
Hej Elisabeth
Min egen erfaring er, at dejen skal have loven til at stå på køl i minimum 10 timer for at det bliver godt 🙂
Håber du kan li’ bollerne, hvis du kaster dig over dem.
Rigtig god søndag.
De bedste hilsner Julie
Super opskrift – fulgte den til punkt og prikke, og den fungerede perfekt! Jeg har aldrig bagt med danskvand før, men det kommer jeg helt sikkert til fremover 🙂
Hej Anja 🙂
Det er jeg simpelthen så glad for at høre. Tusind tak for din kommentar.
De bedste hilsner Julie
Kan man fryse bollerne ned?
Hej Simone
Det kan de sagtens 🙂 De færdigbagte – og afkølede – boller kan du komme i en frysepose og så på frys.
Mvh Julie