cookies med smarties

Cookies med Smarties

Cookies med Smarties er perfekt, hvis du vil lave lækre og nemme cookies. De smager godt, og så tager de ikke lang tid at lave.

Jeg synes, at de her cookies er bedst på dagen, hvor de er bagt. Derfor; hvis du f.eks. vil have dem med til kollegaer eller studie-venner, så kan du lave dejen aftenen i forvejen. Tril cookies’ene til kugler og læg dem i køleskabet til dagen efter. Dagen efter tager du dem ud og stiller på køkkenbordet i et kvarter, inden de bages i ovnen.

Frys dejen og lav cookies på 15 min.

Cookie-dejen kan også fryses ned, sådan at du kan tage dem op en dag, hvor lysten til cookies med Smarties opstår 🙂 Når dejen er lavet, triller du det til cookie-kugler og fryser dem ned. Når de skal bages, tages de op af fryseren og tør op på køkkenbordet i en time inden de bages.

Jeg har brugt mini Smarties og almindelige Smarties – det synes jeg pynter så fint på cookies’ene. Derudover vælger jeg at putte halvdelen af dem i dejen inden den trilles til cookie-kugler og bages. De resterende Smarties pynter jeg med, når kagerne kommer ud af ovnen. Det gør kagerne endnu mere farvestrålende, og de smager stadigvæk dejligt af chokolade.

Cookies med Smarties | Cakewoman.dk

Cookies med Smarties, 15-16 stk

Ingredienser
  

  • 110 gram rørsukker
  • 130 gram brun farin
  • 140 gram blødt smør
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • 250 gram hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • 200 gram Smarties. 100 gram skal i dejen de resterende 100 gram skal på kagerne, når de kommer ud af ovnen.

Sådan gør du
 

  • Pisk rørsukker, brun farin, smør og vaniljesukker sammen.
  • Tilsæt ægget og pisk det godt sammen.
  • Tilsæt hvedemel, bagepulver og salt og pisk videre. Efter et stykke tid vil dejen være smuldret. Fortsæt med at ælte dejen sammen med hænderne, så det ender med at blive en fast cookiedej.
  • Tilsæt 100 gram Smarties i dejen og ælt dejen godt sammen.
  • Sæt dejen på køl i 30 minutter.
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  • Del dejen op i kugler på størrelse med en bordtennisbold (ca. 50 gram pr. cookie) og læg dem på en bageplade med bagepapir på. Sørg for at have lidt afstand mellem kuglerne, da de flyder ud under bagning.
  • Bag kagerne i cirka 13-15 minutter.
  • Når de kommer ud af ovnen, pyntes de med de resterende 100 gram Smarties, der presses en smule ned i de nybagte cookies. Lad dem køle lidt af, før de flyttes over på en rist og køler helt af. Opbevar kagerne i en lufttæt beholder, så holder de sig bedst sprøde.
Cookies med Smarties | Cakewoman.dk

Har du lyst til at bage flere cookies, så klik her og se flere lækre opskrifter.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




*