Vaffelkage med chokolade og appelsinskum er en charmerende og lækker kage. Jeg er vild med dens lidt skæve og rustikke look, og så er vafler aldrig en dum ide. Her er de stablet som en lagkage, og det er vigtigt, at vaflerne får lov til at køle af på en rist og blive lidt sprøde, inden de stables med appelsinflødeskum og hakket chokolade.
Nem vaffelkage med chokolade
Vaffelkagen er en af den slags kager, hvor du ikke skal regne med et perfekt snit, når du skærer den ud 😉 Men med lidt tålmodighed kan det godt lade sig gøre. Du kan dele kagen i to, så den bliver halv så høj, så er det let at skære stykker ud af vaffelkagen. Denne vaffelkage med chokolade og appelsinskum er en nem – og børnevenlig kage, og den vil helt sikkert være et hit til en børnefødselsdag.
Jeg får omkring 8 vafler ud af den opskrift, der er herunder. Det betyder, at der nok ville være et par vafler, der er tilovers. Og det er jo perfekt! Så kan man snacke lidt undervejs 🙂 Husk, at vaffelkagen skal lægges sammen og serveres med det samme, ellers bliver vaflerne meget bløde.
Ingredienser
- Vafler:
- 150 gram smør
- 3 dl havregryn
- 3 dl mel
- 1,5 tsk bagepulver
- 6 dl mælk
- Appelsinskum og chokolade
- 4 dl fløde
- Saft fra 2 appelsiner
- 1 tsk vaniljesukker
- 100 gram hakket chokolade
Instruktioner
- Vafler: Start med at smelte smørret og lad det køle lidt af.
- Bland havregryn, mel og bagepulver sammen i en skål.
- Tilsæt mælk og pisk godt sammen.
- Tilsæt smeltet smør og pisk til en ensartet masse. Sæt dejen på køl og lad den hvile i 20 minutter.
- Varm vaffeljernet godt op og hæld dej på, cirka 1 dl.
- Lad vaflerne køle af på en rist, før de samles til én vaffelkage.
- Appelsinskum: Pisk fløden til skum og tilsæt appelsinsaft og vaniljesukker.
- Samling af kagen: Læg en vaffel på det fad, du ønsker at servere kagen på. Kom et lag flødeskum og lidt hakket chokolade på. Kom endnu en vaffel på og forsæt til der ikke er mere flødeskum. Husk at slutte af med flødeskum og chokolade på toppen.

En festlig og børnevenlig kage? Så synes jeg, du skal prøve min chokoladekage med nutella, snickersfyld og m&m’s.