Her får du opskriften på nemme vaniljekranse med mandler. Julen er fyldt med lækre, søde sager, og en af mine småkagefavoritter er uden tvivl vaniljekranse. De sprøde kager er et af de klareste barndomsminder, jeg har fra min farmor. Hun bagte vaniljekranse hele året rundt, og når jeg besøgte hende, så skulle jeg altid liiige tjekke kagedåsen med vaniljekranse 🙂
Vaniljekranse med sprøjtepose
Jeg laver dejen på en røremaskine, og så sprøjter jeg kransene ud med en sprøjtepose, hvor jeg anvender denne tyl, andre lignende stjernetylle kan selvfølgelig også sagtens anvendes. Det kræver lige lidt øvelse (og armkræfter) til at starte med, men når først du er kommet i gang, så går det nemt.
Jeg bagerne kagerne på en bageplade, der er placeret midt i ovnen. Derudover sørger jeg for at der er god plads imellem kagerne, da de flyder en smule ud, og derudover bager jeg også kun én plade ad gangen i ovnen.
Der bliver en god stor portion ud af opskriften herunder, ca. 85-90 vaniljekranse. Men jeg synes, at det giver god mening at bage en stor portion ad gangen. Ikke mindst fordi de sagtens kan holde sig i op til to uger, hvis de bare opbevares i en beholder med et tætsluttende låg, men sådan en dåse med kager er altså også en fin lille spiselig ting af give i gave i juletiden.

Ingredienser
- 150 gram smuttede mandler
- 400 gram blødt smør
- 350 gram sukker
- 2 æg
- 1 vaniljestang
- 500 gram hvedemel
Instruktioner
- Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
- Kom mandlerne i en minihakker eller blender og hak dem helt fint til mel-agtig konsistens.
- Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud med en kniv. Mas kornene sammen med lidt ad sukkeret.
- Herefter røres det sammen med resten af sukkeret og smørret på en røremaskine.
- Tilsæt æggene og rør videre.
- Kom de finthakkede mandler og hvedemel i og rør dejen sammen.
- Kom dejen i en sprøjtepose med tyl og sprøjt det ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for at have lidt afstand imellem kransene.
- Bag én plade af gangen midt i ovnen i 10-12 minutter.
- Lad dem efterfølgende køle af på en rist, før de opbevares i en kagedåse eller en anden lufttæt beholder.
