Cookiekage med snickers

Cookiekage med Snickers

Her får du opskriften på cookiekage med Snickers, der er så nem og så lækker. Jeg elsker kager, der kombinerer noget sprødt, noget blødt og noget snasket, og det gør denne cookiekage virkelig. Den har det hele: en blød cookiebund, smeltet chokolade, knasende peanuts og cremet karamelfyld.

Hvis du også er vild med cookies og Snickers, så er jeg sikker på, at denne kæmpe cookiekage bliver et hit hjemme hos dig. Snickers passer helt perfekt i denne kage, fordi kombinationen af chokolade, karamel og peanuts bare fungerer hver eneste gang. De saltede peanuts giver et lille modspil til det søde, så kagen ikke bliver for tung eller kvalm. Den er enkel, lækker og fuld af smag – præcis sådan en kage, man får lyst til at bage igen og igen.

Én stor cookiekage med snickers fyld

Cookiekage med Snickers består af en cookiedej med saltede peanuts og hakket chokolade i samt en karamelsauce. Karamelsaucen er den her nemme Dulce de leche, færdig karamel på dåse. Det smager skønt, og selvom det er en færdig dåseversion, som ærlig talt kan lyde lidt tarveligt, så smager det så lækkert. Så det må du ikke lade dig skræmme af.

Selve cookie-dejen udgør bunden og låget i cookie-kagen, og i midten er der et lag karamelsauce. Jeg bager kun kagen i ca. 20 minutter, og selvom det kan lyde af kort tid for en kage, så skal den ikke have længere tid. Kagen skal være lidt blød i det, når den kommer ud af ovnen, og det er vigtigt at lade den køle af i formen. Det kan være fristende at skære i den med det samme, men karamellen er meget varm og flydende lige efter bagning. Når kagen får lov at sætte sig, bliver konsistensen helt perfekt: blød og chewy i midten med let sprøde kanter. Det er præcis sådan en cookiekage skal være efter min mening.

Cookiekage med snickers

Cookiekage med Snickers

Antal 10

Ingredienser
  

  • Cookiedej:
  • 110 gram sukker
  • 130 gram brun farin
  • 140 gram blødt smør
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • 250 gram hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 100 gram hakket mørk chokolade
  • 200 gram saltede peanuts
  • Karamelsauce:
  • 200 gram Dulce de leche (ca. 1/2 dåse)

Sådan gør du
 

  • Cookiedej: Pisk sukker, brun farin, smør og vaniljesukker sammen.
  • Tilsæt ægget og pisk det godt sammen.
  • Bland hvedemel og bagepulver i og rør/ælt dejen godt sammen.
  • Tilsæt hakket chokolade og peanuts i dejen og rør/ælt, så chokoladen og peanuts arbejdes ind i dejen.
  • Del dejen i to og sæt på køl i en halv times tid.
  • Herefter tændes ovnen på 180 grader varmluft.
  • Put bagepapir i en form (cirka 23 cm i diameter) og fordel den ene halvdel af cookiedejen i bunden. Pres dejen ud, så den fylder hele bunden.
  • Fordel karamelsaucen ovenpå bunden i et nogenlunden jævnt lag. Undgå at komme karamelsauce helt ud til kanten. Der må gerne være en 1 cm ud til kanten, så cookie-låget kan presse lidt ned ude langs kanten, så karamelsaucen ikke flyder ud.
  • Fordel den anden halvdel af cookie-dejen ovenpå, det behøver ikke være ét låg. Det må gerne være klatter af cookie-dej, der er mast lidt ud, der fordeles udover bunden og karamelsaucen.
  • Bag kagen i ca. 20 minutter og lad kagen køle af, inden den serveres.
Cookiekage med snickers

Har du lyst til flere cookies? Så kan du se flere opskrifter lige her!

Cookiekage med Snickers – en nem og lækker kage

Denne cookiekage med Snickers er utrolig nem at lave. Dejen røres hurtigt sammen i én skål, og du behøver hverken avanceret udstyr eller særlige teknikker. Det gør den til en oplagt kage, hvis du har lyst til at bage noget lækkert uden at bruge for lang tid i køkkenet. Den kan sagtens laves samme dag, som den skal serveres, og den smager faktisk også fantastisk dagen efter.

Cookiekagen er oplagt at servere til mange anledninger. Den er perfekt som dessert, især hvis den serveres med en kugle vaniljeis eller en klat letpisket flødeskum. Den fungerer også virkelig godt som kage til gæster, fødselsdag eller bare en hyggelig eftermiddag med kaffe. Fordi det er én stor kage, er den nem at skære i stykker, og du slipper for at bage mange små cookies.

Hvis du vil forberede kagen i god tid, kan du lave dejen og samle kagen, sætte den på køl og bage den senere. Du kan også bage den helt færdig og opbevare den tildækket ved stuetemperatur. Den holder sig lækker i et par dage – hvis den altså ikke bliver spist inden.

Cookies opskrift på Cakewoman.dk

Hvis du, ligesom mig, elsker cookies og cookiekager, så er der heldigvis masser af inspiration at hente. På min hjemmeside har jeg samlet flere forskellige opskrifter på både klassiske cookies og lækre cookiekager i mange varianter. Her finder du alt fra sprøde cookies til bløde og chewy cookiekager, som passer perfekt til både hverdag og fest. Uanset om du er til chokolade, karamel, nødder eller en kombination af det hele, er der noget for enhver smag. 

4 kommentarer

  1. Hejsa

    Hvor mange personer vil du sige, der er til i sådan en kage?

    Vh
    Martin

    • Hej Martin 🙂

      Jeg vil mene, at der er til 7-8 gode stykker i sådan én kage.

      Bedste hilsner
      Julie

  2. Mange tak for svar. Kan du også give et bud på, hvor længe den kan holde sig, og hvordan man opbevarer eventuelle rester bedst? 🙂

    • Hvis kagen ikke bliver spist på selve dagen, så plejer jeg at opbevare den i en lufttæt beholder på køl. Den kan sagtens bages dagen i forvejen. Jeg bagte den eksempelvis en lørdag, og mandag havde jeg rester med til nogle kollegaer – og de var tilfredse 🙂 Jeg vil sige 1-2 dage, kan kagen sagtens holde sig.

      Mvh Julie 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




*