En blød, lækker laktose- og glutenfri kanelsneglekage! Mums! Den smager skønt, og selvom den både er uden gluten og laktose, så er det en let og lækker kage.
Der bliver én bradepande kanelsneglekage af opskriften herunder. Hvis du hellere vil bage dem hver for sig, så kan du også sagtens det. I så fald vil jeg anbefale at komme hver snegl i en muffinform, så flyder indholdet ikke så nemt ud. Derudover holder sneglen også bedre sin runde snegleform 🙂
Sådan får du runde kanelsnegle
Når du har rullet dejen sammen til en roulade og skal skære kanelsneglene ud, så er mit bedste råd at skifte kniven ud med sytråd. Hvis du bruger en kniv, kan det næsten ikke undgåes at masse rouladen ned, og det resulterer i ovale snegle.
I stedet for skal du bruge et stykke sytråd. Du tager fat i hver ende af tråden og placerer tråden under rouladen. Så trækker du tråden rundt, således at dine hænder krydser hinanden og tråden krydser hele vejen igennem dejen. Voila! Så har du kanelsnegle, der er runde og kan placeres i formen til en lækker laktose- og glutenfri kanelsneglekage med remonce.
Mel uden gluten
I denne opskrift bruger jeg boghvedemel og rismel – begge dele uden gluten. Derudover bruger jeg også fiberHusk i opskriften. Det er den gule pakke, som kan bruges til bagning. Loppefrøskallerne gør, at dejen hæver bedre. Det færdige brød får også en lækre konsistens, der er saftigere og smuldrer mindre.

Ingredienser
- Dej:
- 50 gram laktosefri smør
- 1/2 pk gær
- 2 dl fingerlunt vand
- 2 spsk fiberHusk – den gule pakke til bagning
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 dl laktosefri fingerlunt mælk
- 1 sammenpisket æg
- 150 gram boghvedemel
- Ca. 150 gram rismel
- Remonce:
- 125 gram blødt laktosefri smør
- 50 gram sukker
- 75 gram brun farin
- 1,5 spsk kanel
- Glasur:
- Flormelis + vand
Instruktioner
- Start med at smelte smørret og lad det køle af.
- Rør gær ud i vandet og tilsæt fiberHusk. Lad det stå i fem minutter. Det klumper lidt, men det bliver rørt og æltet ud senere i opskriften.
- TIlsæt smeltet smør, lunet mælk, pisket æg og vaniljesukker og rør rundt
- Tilsæt begge meltyper lidt ad gangen og ælt godt sammen. Dejen skal kunne æltes på bordet uden at hænges fast.
- Kom dejen tilbage i skålen og lad den hæve under et viskestykke i 45 minutter.
- Imens dejen hæver, laves remonce.
- Remonce: Rør alle ingredienserne godt sammen.
- Slå dejen ned på et meldrysset bord og rul ud til en firkant (ca. 30 x 30 cm).
- Fordel remonce ud over dejen og rul sammen til en roulade.
- Skær snegle ud i 1-2 cm tykkelse. Du kan prøve at bruge et stykke sytråd i stedet for en kniv. Det giver en pænere form på sneglene. Tag fat i hver ende af tråden og placer tråden under dejen. Så trækker du tråden rundt, således at dine hænder krydser hinanden og tråden krydser hele vejen igennem dejen.
- Læg sneglene med 0,5 cm afstand i en form beklædt med bagepapir (jeg brugte en bradepande, ca. 35×25 cm). Lad dem efterhæve i 20 minutter i formen under et viskestykke. Varm imens ovnen op til 200 grader varmluft.
- Bag kagen i 15-20 minutter, til sneglene er gennembagte. Lad kagen køle af, før den pyntes med glasur.
