Den her islagkage med browniebund og Nutella-is er en skøn kage. Den er nem at lave, og du behøver ingen ismaskine for at lave den lækre Nutella-is.
Islagkagen består af en browniebund nederst, et lag Nutella-is i midten og øverst er der pyntet med chokoladeglasur, friske jordbær og Kinder Bueno-chokolade.
Nutella is med kondenseret mælk
Nutella-isen er supernem og kræver ingen ismaskine. Du behøver heller ikke røre i isen undervejs. Når den først er kommet på køl, passer den sig selv.
Jeg laver isen på kondenseret mælk, hvilket resulterer i en dejlig, cremet og blød is. Det er samme fremgangsmåde som den is, jeg har lavet i min nytårskage med kransekagebund, jordbæris og guf. Jeg har blot skiftet jordbær ud med Nutella, og det fungerer også rigtig godt.
Kagen er pyntet med friske jordbær og Kinder Bueno-chokolade, som jeg fandt i både hvid- og mørk i Bilka. Hvis du er mere til Toblerone, Center-chokolade eller en helt 3. slags, så kan du også sagtens pynte den her lækre islagkage med browniebund med det. Det er kun fantasien og chokoladesmag, der sætter grænsen for pynten 🙂

Islagkage med browniebund og Nutella-is
Ingredienser
- Browniebund:
- 100 gram mørk chokolade
- 100 gram smør
- 150 gram sukker
- 3 æg
- 1 dl hvedemel
- ½ tsk. salt
- 3 spsk kakao
- Nutella-is:
- 1 ds kondenseret mælk
- 300 gram Nutella
- 1/2 l fløde
- Chokoladeglasur:
- 100 gram mørk chokolade
- 1 dl fløde
- Pynt:
- Ca. 200 gram friske jordbær
- 2 pk Kinder Bueno
Instruktioner
- Browniebund: Start med at tænde ovnen på 200 grader alm ovn.
- Smelt chokolade og smør over et vandbad ved middelvarme.
- Rør halvdelen af sukkeret i chokolademassen og lad det efterfølgende køle lidt af.
- Pisk æggene sammen med resten af sukkeret, til det er lyst og luftigt.
- Hæld chokolademassen i sukker-og ægblandingen og rør godt sammen.
- Vend mel, salt og kakao i blandingen og rør sammen til en ensartet masse.
- Fordel dejen i en smurt springform (ca. 23 cm) med bagepapir i bunden.
- Bag browniebunden i ca. 20 minutter, til den er gennembagt og lad den efterfølgende køle af.
- Nutella-is: Pisk fløden til let skum. Pisk kondenseret mælk og nutella godt sammen og vend det efterfølgende i den bløde flødeskum til en ensartet masse.
- Når browniebunden er afkølet, tages den ud af springformen og placeres på det fad, du vil servere kagen på.
- Rengør selve ringen fra springformen og placer den rengjorte kagering rundt om browniebunden igen. I stedet for at bruge ringen fra springformen, kan du også bruge en justerbar kagering. Kom kageplast langs kanten og hæld isen over bunden. Kom kagen i fryseren 7-8 timer, gerne natten over.
- Inden servering skal kagen pyntes med chokoladeglasur, jordbær og Kinder Bueno-chokolade. Tag gerne kagen ud af fryseren 15 minutter inden servering, så er den lettere at skære igennem.
- Chokoladeglasur: Hak chokoladen groft og kom det i en skål.
- Kog fløden op til kogepunktet og hæld det over chokoladen. Lad det stå i et par minutter, før du rører det til en ensartet masse.
- Hæld chokolade-glasuren over i en klemmeflaske. Har du ikke sådan en, så lader du bare glasuren blive i skålen.
- Tag islagkagen ud af springformen og fjern kageplasten. Fordel chokoladeglasur over islagkagen, så den løber lidt ned ad siderne.
- Pynt med jordbær og Kinder Bueno-chokolade. Så er den klar til servering.

Hvor mange Pers, er nutella is lagkagen ca til 😊
Hej Helle
Jeg vil sige, der er dessert til ca. 8 personer.
Håber du synes om den, hvis du giver dig i kast med at lave den 🙂
De bedste hilsner
Julie
Kan den fryses efter den er pyntet med chokoladeglasur?
Hej Christina 🙂
Jeg har haft rester af kagen med chokoladeglasur i fryseren, som efterfølgende er blevet tøet op igen. Jeg synes godt, det kan fungerer smagsmæssigt. Udseendemæssigt kan det godt få en lidt uheldig grå tone, men jeg synes ikke, det gør noget ved smagen.
De bedste hilsner
Julie 🙂
Der står både en dl. Fløde og 1/2 liter fløde under nutella is. Så hvor meget fløde skal der reelt anvendes?
Glem det. Der står chokoladeglasur
Hej Britt
Jeg kan godt se, at jeg havde glemt at sætte et par kolonner. De er tilføjet nu, og så skulle opskriften være lettere at læse 🙂
Mvh Julie