Her får du opskriften på hjemmelavede trøfler af kagerester. De er på én gang nemme at lave, bæredygtige og uimodståeligt lækre. De fleste kender dem fra bagerens montre, men de er utrolig lette at lave selv, og så synes jeg, at den hjemmelavede version er mindst ligeså skønne. Især når de gemmer på en overraskelse i midten: cremet Nutella, der smelter let sammen med den bløde kagedej.
Trøfler af kagerester
I stedet for at kassere kagerester, samler man dem og forvandler dem til noget nyt og endnu mere lækkert: Hjemmelavede trøfler! Det kan være rester af chokoladekage, sandkage, muffins eller roulade – ja, næsten alt kan bruges. Jeg foretrækker at bruge chokoladekagerester, da jeg synes, de giver et rigtig godt resultat. Hvis jeg er i en situation, hvor jeg ingen kagerester har liggende, så bages jeg gerne en enkel og nem chokoladekage, der kan bruges til trøfler. Det kunne f.eks. være denne her lette, lækre chokoladekage.
Når kageresterne smuldres, blandes de med marcipan, lidt syltetøj, romessens og evt. en smule Nutella eller smeltet chokolade for at samle massen. Resultatet er en blød, formbar dej. Konsistensen skal være fugtig, men ikke klistret. Den skal være lige tilpas til at kunne trilles til kugler i hænderne uden at smuldre.
Hjemmelavede trøfler med Nutella
I midten af disse hjemmelavede trøfler gemmer der sig en generøs klat Nutella. Andre former for nøddepålæg kan også sagtens bruges. Når man former trøflen, placeres en klat let-frossen Nutella mellem to trøffelkugler, som lukkes forsigtigt omkring massen. Det kræver en smule tålmodighed, så fyldet ikke bryder igennem. Når man senere bider i trøflen, mødes man af den lækre chokoladecreme.
Jeg ruller trøflerne i en farverig krymmel som denne her, der giver dem et festligt udtryk. Man kan også sagtens vælge klassisk chokoladekrymmel for et mere traditionelt udtryk. Kombinationen af den bløde midte, den cremede kerne og den sprøde overflade er lige i øjet.

Hjemmelavede trøfler med kagerester
Ingredienser
- Nutella-midte:
- 140 g Nutella eller lign. nøddepålæg
- Trøffelmasse:
- 500 g chokoladekage-rester. Købe-chokoladekage eller andre rester fra eksempelvis en roulade eller en mazarintærte kan også anvendes.
- 100 g revet marcipan
- 2 spsk hindbærmarmelade
- 2 tsk romaroma
- 100 g Nutella eller smeltet chokolade – kan undværes, hvis der anvendes fugtige kagerester, som hænger fint sammen, når der trilles trøffelkugler.
- Pynt:
- 100 g krymmel
Sådan gør du
- Start med at sætte 7 klatter Nutella, ca. 1 tsk pr. klat, på en talleken med bagepapir på. Sæt på frys.
- Trøffelmassen: Smuldr kageresterne sammen med revet marcipan, hindbærmarmelade og romaroma. Ælt massen godt sammen. Har massen svært ved at hænge sammen, så tilsæt noget Nutella eller smeltet chokolade. Stil evt. massen på køl i 30 minutter, så kan den være lettere at arbejde med, når der skal trilles kugler.
- Del massen i 14 dele, og tril til kugler. De skal mases en anelse flade.
- Når Nutella-klatterne har været på frys i 20-30 minutter, tages de ud.
- Fordel en klat let-frossen Nutella mellem to trøffelkugler. Klem sammen, så der er en Nutella-midte i hver trøffel. Gentag så der til sidst er 7 trøfler i alt.
- Kom krymmel i en skål, og tril trøflerne deri. Kom dem i en lufttæt beholder og stil på køl, til de skal serveres. Tag dem gerne ud 10 minutters tid inden servering, så de ikke er helt køleskabskolde, når de skal spises.

Nem kage med børn – trøfler
Der er også noget hyggeligt og kreativt ved selve processen. Det er en oplagt aktivitet en weekend-eftermiddag, hvor man kan samle familien omkring køkkenbordet. Børn kan selvfølgelig også være med. De kan blandt andet smuldre kageresterne og trille kuglerne.
Udover at hjemmelavede trøfler er en nem kage med børn, så er de også lavet på kagerester. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan tænke bæredygtigt i køkkenet uden at gå på kompromis med smag. I stedet for at smide rester ud, skaber man en skøn dessert. Det er genbrug, når det er allermest lækkert.
Når trøflerne er færdige, kommes de i en lufttæt beholder og stilles på køl. De kan godt serveres kolde direkte fra køleskabet for en fastere konsistens. Jeg foretrækker at lade dem stå lidt ved stuetemperatur, så Nutellaen i midten bliver ekstra blød og flydende, når de skal spises.

Hjemmelavet trøfler – en no bake opskrift
Disse hjemmelavede trøfler er et perfekt eksempel på en no-bake opskrift. Altså en dessert, hvor du ikke skal bruge ovnen. I stedet samler man kagerester, marcipan, marmelade og romessens, og formes til små kugler, som rulles i krymmel. Det gør trøfler til både en hurtig og utrolig fleksibel dessert, som kan laves uden bagning og uden besværlige temperaturer eller teknikker.
No-bake desserter er især populære, fordi de er lette at lave af rester, kræver få ingredienser og ofte kan forberedes i god tid. Trøfler er bløde, rige på smag og fungerer næsten som små “håndkager”, der er lige til at nyde. Hvis du er fan af denne type opskrifter, så er der heldigvis mange flere no-bake ideer at prøve her på min side Cakewoman.dk. Der findes faktisk en hel kategori dedikeret til no-bake kager, hvor du kan finde inspiration til alt fra cheesecake-varianter, træstammer andre søde sager – uden brug af ovn. Tag et kig her og bliv inspireret til flere nemme, lækre desserter!


